Varig ensomhed – mangel på følelse af samhørighed
Varig ensomhed – mangel på følelse af samhørighed
Varig ensomhed kan opleves som en konstant “uro”, et lavt selvværd og et stærkt ønske om at være perfekt/rigtig. Man kan både som barn, ung og voksen have en oplevelse af ikke rigtigt at “være med”, selvom man forsøger at være progressiv og “koble sig på” andre – man føler, at man er udenfor sociale aktiviteter, at man er tilskuer mere end deltager, selvom man er inviteret. Nogle gange er følelsen af ensomhed faktisk tydeligst, når man er blandt mange mennesker.
Ensomhed har mange ansigter og omverdenen kan nogle gange have svært ved at se, hvem der føler sig ensom. I denne lille film, kan du høre 4 mennesker – heriblandt Anders Lund Madsen – fortælle om deres oplevelser af at føle sig ensomme: https://youtu.be/qWDzKXDHYSk .
Ganske som nævnt i mit første blogindlæg, https://www.mindful.place/blog/ , så skriver jeg sådan, at hvis du har lyst til at lade det, du læser, være til hele dig og ikke kun til dit intellekt, så er det en mulighed.
Vil du øge din selvindsigt imens du læser?
Hvis du irriterer dig over eventuelle stavefejl eller “fejl-formuleringer” i teksten – eller føler dig vred, stødt, rørt, genkendt eller noget helt andet af det, du læser – så kan du bruge det som en indgang til at øge din selvindsigt og til at hele gamle eller nye “sår”. Måske ved du allerede nu, hvem/hvad, der “trigger” dig, hvad der er på top-tre listen over ting, du “brokker” dig over – og måske har du lyst til at kunne reagere anderledes?
Hvis du ikke ønsker at deltage i dette – så springer du bare over det, der er skrevet i kursiv.
Hvordan kan varig ensomhed opstå?
Varig ensomhed opstår imens vi vokser op – og er noget der grundlægges i barndommen og i de helt unge teenageår. Det kan f.eks. begynde med, at barnet holdes udenfor i legesammenhænge eller mobbes i skolen. Det kan udvikle sig rigtig uheldigt, hvis de voksne omkring barnet ikke har grebet ind med kærlig opmærksomhed til børnenes eksklusionsprocesser og formået at bevare et “dobbelt blik”, der hjælper til at huske, at inklusion er for alle.
Fordi jeg er særligt interesseret i forældres betydning for børns psykiske udvikling, vil jeg i det følgende beskrive, hvordan og hvor tidligt i livet varig ensomhed kan opstå. Jeg kender naturligvis ikke til, hvilke oplevelser, personerne i den lille film om ensomhed har haft gennem opvækst/i livet. Jeg forholder mig udelukkende til, hvordan udviklingspsykologer ofte forklarer fænomenets tidlige opståen.
Forældres betydning for følelse af samhørighed
Ideelt set, så oplever man som baby/barn at kunne have tillid til sine forældre/omsorgspersoner. Man har kunnet stole på dem og har været en del af tryghedsskabende oplevelser og øjeblikke. Forskning viser, at ca. 55-65% af danske børn bliver trygge i tilknytningen til deres primære omsorgspersoner.
Der kommer dog nemt grus i maskineriet. Forældre er ikke fejlfrie. Alle forældre svigter og dummer sig i en eller anden grad. Men hvor går “smertegrænsen”? Dette kan ikke besvares med en enkelt sætning, for dels er hvert enkelt barns personlighed skruet forskelligt sammen, dels afhænger det af, hvor harmonisk de første 1000 dage af barnets liv er forløbet. Det har betydning, hvor belastet forældrenes nervesystem er – og om der er tale om noget midlertidigt eller en grundlæggende belastnings tilstand.
Det er livsvigtigt for os alle at høre til
Vi bliver til dem, vi er, gennem hinanden – derfor forsøger barnet hurtigt at tilpasse sig de voksnes følelser og indre tilstande. På den måde opnår det størst mængde positiv kontakt og kærlighed.
De gange, jeg har siddet som gruppeterapeut i TUBA https://tuba.dk/ , hvor unge mennesker kommer for at bearbejde senfølger efter at have haft en barndom med forældre, der drikker for meget eller har et stofmisbrug – er “varig ensomhed” en af de hyppigste senfølger.
Fordi samspillet med forældrene gentages, bliver det til et mønster – et samspilsmønster. Disse mønstre danner fundament for vores tilknytningsstile og evnen til at knytte sig trygt til andre og lyst og mod til at bevæge sig nysgerrigt ud i verden og være en del af et fællesskab med andre.
Tilknytningsstile
Børn kan udvikle forskellige tilknytningsstile til forskellige omsorgspersoner i deres liv. Man kan sagtens være tryg hos mor og utryg hos far eller omvendt. Der vil også være tale om forskellige former for tilknytning til andre omsorgspersoner; bedsteforældre, pædagoger etc., der på den måde, kan have stor betydning for barnet ift. at udvikle et godt selvværd og en følelse af samhørighed.
Selvom 55-65% af danske børn bliver trygge i tilknytningen, er der en del, der udvikler en utryg tilknytningsstil. Jeg vil her ikke gå i detaljer med den utrygge tilknytningsstil, blot fortælle, at der er tale om flere forskellige, hvoraf jeg benævner fire, hvis du skulle få lyst til selv at undersøge videre; ængstelig tilknytning, ambivalent tilknytning, undvigende tilknytning og desorganiseret tilknytning.
Hvis det, du læser, har sat reaktioner i gang hos dig – det kan være at du får lyst til at kommentere eller diskutere, synes det er “forvirrende”, “skræmmende”, “for galt” eller “forkert”, så læg mærke til, hvordan du formår at rumme dig selv. Læg mærke til, om der til dine indre kommentarer, knytter sig følelser og hvor de fornemmes i kroppen. Uden at gøre noget, så bemærker du det bare. Og når du er klar, så læser du videre:
Still Face Eksperimentet
Denne lille film “Still Face Eksperimentet” viser, hvor vigtigt det er for børns psykologiske udvikling, at omsorgspersoner (her moderen) er nærværende og at hun forstår at genafstemme sig, når hun har været fraværende. Vi ser, hvordan moderen til et etårs barn først afstemmer sig med barnet (er nærværende og i kontakt), hvorefter hun fejlafstemmer sig (er fraværende og neutral/afvisende i kontakten) – for til slut at genafstemme sig, så hun reparerer fejlafstemningen og kontakten genetableres.
Og ikke mindst ser vi barnets reaktion: https://www.youtube.com/watch?v=YTTSXc6sARg
Hvis det, du har set, har sat tanker i gang hos dig, enten om dig selv eller en, du kender – det kan være en særlig episode du husker, eller at du måske selv venter barn, så læg mærke til, om der til tankerne knytter sig følelser og hvor de fornemmes i kroppen. Uden at gøre noget, så bemærker du det bare. Og når du er klar, så læser du videre:
Kontakt og blokeringer for kontakten
Når forældre og børn er sammen, afstemmer de sig med hinanden gennem små interaktioner (gestus, mimik, blikkontakt, stemme og især tonefald). Den voksne er den fleksible og tilpasser sig barnets rytme. Nogle gange fejlafstemmes kontakten
Fejlafstemning kan f.eks. skyldes, at den voksnes nervesystem er belastet. Det kan være, at der er tale om alvorlige problemer som, f.eks. depression eller misbrug – eller det kan være helt andre faktorer, noget som de fleste opfatter som helt almindeligt og hverdagsagtigt, der forstyrrer samhørigheden og nærværet mellem de to. Der kan nemlig let opstå fejlafstemning, hvor barn og voksen går fejl af hinanden i forhold til hvilken form for kontakt/ikke kontakt, der skal være. Man kan sige, at der er forskellige behov/mål hos banet og forælderen.
Man kommer som familiemedlemmer let til at forblive i hver sin “bobbel” fordi vi har travlt – enten pga. arbejde/tanker om arbejdet eller fritidsaktiviteter/ønske om “mig-tid” – eller bare generelt fordi “automatpiloten” ikke er blevet slået fra, når vi er sammen. Vi kan fysisk være i samme rum og psykisk være et helt andet sted. Et ureflekteret brug af Smartphones og hørebøffer/EarPods kan være med til at fjerne oplevelser af nærvær og god kontakt mellem de personer, der er sammen. Jeg har også mødt forældre, der ønskede at være perfekte forældre, og som, når de blev udfordret på deres rolle som (perfekte) forældre, trak sig/forblev i “boblen” som en slags (ubevidst) beskyttelses-strategi.
Hvis du kan genkende, hvor let det sker, at vores nærvær forsvinde og det giver mening for dig, at skifte fra “automatpilot” til “nærvær”, så kan du evt. føje til eller udskifte mine eksempler med ding egne. Det er nemlig, når vi får øje på handlemønstre, at vi kan ændre på dem og får mulighed for at lave “fællesbobler”, hvor vi kan mødes i kontakt.
Barnets nervesystem
De stressreaktioner, fejlafstemninger giver i barnet nervesystem, kan barnet ikke holde til at være i særlig længe – så derfor er det vigtigt at huske genafstemning og “fællesbobler”.
Hvordan kan man genafstemme og reparere fejlafstemning?
Det kan man ved at justere sig til barnets rytme og behov, ved at bevare sin ro (sit rolige nervesystem) og ved at have hjerte for barnet (tage barnets perspektiv) og ved at rumme dets reaktioner (gråd/vrede) og vise positiv afstemthed overfor barnet (mild stemme, smil, blikkontakt, berøring). Genafstemning er den voksnes ansvar – altid. Trøst barnet og vær igen den trygge og nærværende base for barnet.
Det lyder enkelt, men er tit udfordrende og kan kræve lidt (eller megen) øvelse. En god start er at få øje på egne handlemønstre. Dvs. at du – hvis du f.eks. ofte mister tålmodigheden og/eller føler dig magtesløs og måske skælder ud, bliver fortvivlet, “spacer ud” og trækker dig fra dit barn/din familie – begynder at arbejde på, hvordan du løbende kan regulere dit eget nervesystem – og beslutter dig for at “starte forfra” hver eneste gang, du falder tilbage til dit gamle mønster.
Ensomhed i parforhold
Min klient – lad os kalde hende Berit – brokker sig over sin kæreste – lad os kalde ham Preben. Berit synes, at Preben bruger for lidt tid sammen med hende. Preben er meget udadvendt, har mange venner og er “populær”. Når han er ude, føler hun sig helt alene. Berit går på arbejde, går i fitness og ellers holder hun sig hjemme. De gange Berit er inviteret med, synes hun, at Preben forlader hende og lader hende i stikken blandt fremmede. De følges ad ind ad døren, men snart sker der det, at Preben taler til “højre og venstre” med sine venner, både mandlige og kvindelige, han skåler, griner og har det dejligt. De fleste gange trækker Berit sig mere og mere fra festen og de andre gæster og hun kan, uden at fortælle Preben om det, finde på at tage en taxa hjem uden ham. Eller hun drikker sig fuld for at få mod til at snakke med de andre – og nogle gange ender det med, at hun danser løssluppent omkring. Berit synes, at Preben flirter med de andre kvinde og hun er meget jaloux. Berit forstår ikke, hvad Preben ser i hende og spekulerer på, hvornår han mon finder en anden og går fra hende og hun er overbevist om, at hun aldrig vil finde en anden, hvis han gør. Berit forstår heller ikke, hvordan hun, der har et godt job med masser af ansvar og som udadtil er pigen, der har styr på tingene, kan føle sig sådan “ude af flippen” og ude af kontrol, når hun kommer ud af det, hun kalder sin “comfort zone”.
Igen – læg mærke til, hvordan du forholder dig til det, du læser. Er dine tanker sort/hvide? – minder det dig om noget, du kender fra dit eget liv? Tager du parti eller kan du se sagen fra flere sider? Uden at gøre noget, så bemærker du bare, det der sker indeni dig og hvis der ikke sker noget, så er det det, du bemærker.
Det viste sig, at Berit grundlæggende følte sig ensom, anderledes, udenfor og skamfuld.
Når Berit føler sig ensom i sit parforhold, bruger hun endnu mere tid alene, end hun plejer. Hun takker nej til invitationer og socialt samvær – eller hun lader det gå ud over Preben og forsøger vredt og med brok at få ham til at begrænse sig/ændre sin måde at være i verden på. Men det mest smertefulde er, at Berit får tanker om, at hun ikke er værd at elske. For at opnå kontakt og samhørighed med andre – og især Preben – må hun gå nye veje.
En af de veje, Berit gik, var at finde en sparrings- og samtalepartner – en psykoterapeut MPF (det kunne også have været en psykolog), der uden “aktier” i hendes og Prebens forhold, hjalp hende til at få øje på handle- og reaktionsmønstre OG ikke mindst, hvordan hun kunne opleve højere grad af samhørighed med Preben.
Psykoterapi
Det at gå til en psykoterapeut handler om meget mere og andet end, at der er “noget galt med dig”. Det er der faktisk næsten aldrig. Altså noget galt med dig. I stedet for kan der være noget galt med, hvordan du har lært at passe på dig selv/være dig selv. Eller der kan være noget galt med rammerne for dit liv og at du måske er havnet i “hamsterhjulet”.
Det at få til psykoterapeut handler derfor mere om, hvordan du forbedrer din livskvalitet og balance. Hvordan du får større glæde. Hvordan du bliver et stærkere menneske. Hvordan du lærer at mærke – og reagere på de signaler, de sunde følelser, du har – og som du mærker i din krop https://www.mindful.place
Inspiration
Til min beskrivelse af “forældres betydning for barnets følelse af samhørighed”, har jeg hentet inspiration fra Daniel N. Stern og Susan Hart. Stern var en af sin generations mest betydningsfulde udviklingspsykologer https://da.wikipedia.org/wiki/Daniel_Stern_(psykolog) og Susan Hart er en dansk psykolog PhD http://neuroaffect.dk/susan-hart-profil/ . Susan Hart har udviklet en neuroaffektiv udviklingspsykologi – en tilgang, der bygger bro mellem tilknytningsteori, udviklingspsykologi og den seneste hjerneforskning. For Susan Hart er afstemning helt centralt i den neuroaffektive udviklingspsykologi. Med andre ord, så afhænger hjernens modning på det følelsesmæssige område af tidlige afstemnings- og følelsesregulerende processer mellem omsorgsperson og barn. Susan Hart har skrevet en række bøger om både neuroaffektiv udviklingspsykologi og relaterede emner om psykoterapi, samhørighed, relationer osv. En af de mere letlæste er “Den følsomme hjerne”. Susan Hart er en aktiv foredragsholder og der ligger flere videoer på YouTube, hvor hun taler om sit arbejde.
Her har jeg indsat et link, der relaterer sig til udgivelsen af bogen “Den følsomme hjerne”. https://www.youtube.com/watch?v=rtItVFeaZO4
